Sådan startede det

.

.Opdatering begyndte : 09.05.2008
JAZZCLUB SAINT LOUIS - på vej mod 50 år.

I 2009 fylder vor Jazzklub 50 år. - Når man bliver ældre søger man ofte tilbage i historien, og vi er da ikke nogen undtagelse.

I forbindelse med vor seneste generalforsamling blev vi kontaktet af Torsten Svendsen (Æresmedlem), som var en af initiativtagerne til starten af Club Saint Louis. Torsten har heldigvis altid været til dagbøger, så han havde hele historien til os. Den vil vi bringe sådan lidt ”føljetonagtigt” over de næste numre af jazzbladet - og vil da samtidigt meget gerne opfordre andre, som kan bidrage med flere historier til at kontakte redaktionen - enten på mail:
niels.skov@mail.dk eller pr brev (Niels Skov’s adresse kan ses på bestyrelsessiden). - Men lad os da komme i gang: (Jeg personen er Torsten Svendsen)

1958 - før starten
I september 1958 indkaldte Falsterske Fodregiment i Vordingborg værnepligtige rekrutter til 1. rekrutkompagni. På belægningsstuen kom bankmand Ole fra Brønshøj og studenten Torsten fra Ordrup til at ligge ved siden af hinanden som henholdsvis nr. 245 og 246. Ole spillede banjo og var interesseret i New Orleans musik - dvs. traditionel jazz. Jeg havde også rødder i New Orleans jazzen og havde spillet i orkester i min gymnasietid. Ole og jeg fik hentet vores banjoer til Vordingborg, og vi begyndte at spille og synge sammen for sjov.

Vordingborg Kaserne var dengang et meget lukket samfund uden kontakt med byen, men det viser sig, at Ole er en mester i at komme i kontakt med folk. På en eller anden måde får han i løbet af efteråret opsnuset, at der nede på Runddelen bor en skoleelev, som hedder Frank Bundgaard.

Frank spiller klarinet i Skt. Jørgens Garden, men er også interesseret i Jazz. Desuden har han en mor, som giver os lov til at spille i villaen på Runddelen. Så er vi 3.

Når jeg i det følgende kan være ret præcis omkring hændelser, der fandt sted for snart 50 år siden, skyldes det, at jeg, siden jeg var dreng, havde ført en slags dagbog. Den har hjulpet mig til at genkalde de fjerne begivenheder (Red.: - Tak for det).

1959 - Det første år
Hvordan vi kommer i forbindelse med de andre i orkestret, kan jeg ikke huske i detaljer, men i de første måneder af 1959 har vi fået samling på en traditionel New Orleans besætning på 6 mand: Frank Bundgaard på klarinet og sopransax, Jon Rasmussen fra Nykøbing på kornet, Ole Olsen på banjo, Finn Ambus på trommer, Benny Jørgensen på bas og undertegnede på klaver. Bandet øvede dels hjemme hos Frank og dels på soldaterhjemmet på Vestervej. Lederen af hjemmet var os meget venlig stemt og vi fik lov til at øve et par gange om ugen, blot vi ikke generede de andre gæster.

Ole fik ideen til orkestrets navn: ”Dixieland Youngsters”. Mens vi bliver bedre og bedre og ikke mindst får samspillet til at fungere, fostres ideen til en Jazzklub i Vordingborg.

Det bliver Ole og mig, som skal stå for det praktiske omkring klubben, - dels fordi vi er de ældste og dels fordi jeg tidligere har haft en jazzklub i Hørsholm nord for København.

Så må i vente på fortsættelsen til næste nummer - men da det er en god historie, er den værd at vente på.

.Opdatering fortsat : 01.07.2008
Det var også Ole, som fandt på navnet ”Club Saint Louis” og onsdag den 25. Februar 1959 blev ”Club Saint Louis” stiftet. Det skete på Othello konditoriet. Til stede var 4 personer: Erik Christensen en lærerstuderende fra Stubbekøbing, Ole og jeg selv. Vi tre udgjorde bestyrelsen. Det eneste menige medlem på ”generalforsamlingen” var en pige, som Ole på det tidspunkt kom sammen med, og som vistnok hed Gerda. - Som I kan se, var det en sammenspist og aldeles udemokratisk klubledelse.

Tidligere på dagen havde vi møde med en mand, som skulle blive af uvurderlig betydning for klubben, nemlig restauratør Liljegreen. Han var forpagter på ”Borggården”, der lå hvor hotel Kong Valdemar nu ligger, og han var en rigtig hædersmand, én man kunne stole på.

Salen på ”Borggården” var et kæmpestort og temmelig ucharmerende lokale, men Liljegreen troede på vores klub og det var det vigtigste. - Aftalen med ham blev, at han stod for alt salg af drikkevarer og fik sin fortjeneste der, mens indtægten fra kontingenter og indgangsbilletter gik til klubben. Og det vil sige til bestyrelsen.

De næste par måneder går med mange praktiske ting omkring klubben, bl.a. PR. Erik reklamerer (sætter plakater op) på seminariet, Frank på gymnasiet, og Ole og jeg henvender os i musikforretningen i byen.

Gennem Frank har vi fået kontakt til en kvik og aktiv skoleelev, Finn - kaldet ”Finn Dagblad” - hvis far er redaktør på Vordingborg Dagblad, og ad den vej får vi pressen aktiveret. - Samtidig øver vi jævnligt for at blive klar til klubbens åbning.

Når der går hele 2 måneder mellem klubbens stiftelse og den første klubaften skyldes det bl.a. at Ole og jeg var bundet af vores soldatertjeneste, som vi ikke kunne smutte fra i tide og utide. Fra manøvrer og andre øvelser kunne man ikke få orlov, men ellers var kompagnierne meget large med nattegn og anden frihed.

Fortsættes....
.Opdatering fortsat : 24.09.2008
Vi havde sammen med Liljegren valgt torsdag som klubaften, og endelig d. 23. april 1959 åbnede vi på Borggården med musik skiftevis af ”New Orleans Ramblers” fra Næstved og os selv.

Der var stor tilstrømning. Erik Christensen solgte billetter og medlemskort og vi spillede. - Lokalet var gjort mere hyggeligt med stearinlys i vinflasker. Denne belysning skulle blive fast tradition. Den gav et blødt lys over de jazzglade unge, og der var sagtens lys nok både til at danse og til at få slukket den naturlige tørst ind imellem. Stemningen var fantastisk, og bagefter kunne vi og restauratøren enes om, at klubben var en succes.

Klubben havde den ambition at spille HVER torsdag, og derfor er der gang i den allerede ugen efter åbningsaftenen. Her var det dog kun ”Dixieland Youngsters”, som spillede.

I klubledelsen var Ole den kreative og udfarende med ideer og en charmerende og nødvendig frækhed. Det var ham, som skabte kontakterne med orkestre udefra og fik snakket dem til at komme til Vordingborg. Erik og jeg tog os af organisation og økonomi. Mens klubben lå stille d. 4. maj p.g.a. Kristi Himmel-fartsdag, kørte vi på scooter til Maribo og Nakskov for at sætte plakater op til klubbens næste arrangement. Og DET var et scoop! - Ole havde overtalt ingen ringere end Danmarks førende band ”Papa Bues Viking Jazzband” til at komme d. 14. maj.

Det blev en fantastisk aften med ”buerne” i topform. Det var noget der blev talt om i Vordingborg. Klubben var på ganske kort tid blevet kendt som stedet, hvor byens ungdom mødtes for at danse og høre jazzmusik. - Og det var ægte akustisk jazz de hørte. Forstærkeranlæg og anden elektronisk hjælp var dårligt nok opfundet, så man måtte lægge alle kræfter i for at trænge igennem på sit instrument.

Fortsættes....
.Opdatering fortsat : 17.02.2009
Interessen for traditionel jazz var stor i Vordingborg. Et morsomt eksempel er, at ”Dixieland Youngsters” ved den traditionelle Fagenes Fest den 2. august blev engageret af Kamfabrikken - det senere Panther Plast til at spille på deres vogn i optoget gennem byen. Vognen var pyntet med fabrikkens produkter - og vi blev selvfølgelig nr. 1. i konkurrencen.

I løbet af sommeren havde restauratør Liljegreen udvidet sin forpagtning til også at omfatte Kirkeskovspavillonen og i modsætning til Borggården var Kirkeskoven som skabt til Jazzklub. Når vi tændte stearinlysene og spillede op med ”St. Louis Blues” kunne man ikke komme nærmere til ægte New Orleans stemning.

3. september åbnede 150 jazzglade unge klubben efter sommerferien til musik af Dixieland Youngsters afvekslende med byens andet orkester ”Canal Street Stompers”. Besætningen her var Jan Ellegaard på trompet, Per Østergaard klarinet, Poul Erik ”Rio” på trombone, Bent Martinsen klaver, Bruno Christiansen banjo, Ole Sterndorf bas og Svend Brorsen på trommer. Også en traditionel New Orleans besætning. - For os i Dixieland Youngsters var det dejligt med pauser, så vi kunne få slukket den naturlige tørst og få kurtiseret de unge damer, som var tilpas imponerede af vores status som orkestermedlemmer og klubejere.

I løbet af efteråret så vi os nødsaget til at begrænse klubaftenerne til hver anden torsdag. Måske var det svært trods alt at samle de unge så tit som en gang om ugen. Men Dixieland Youngsters fik også udenbys engagementer, som vi ikke ville gå glip af. Et af de første gik til Nakskov. Her forhandlede jeg betalingen på plads med Nakskovklubben. De unge musikere var dybt benovede over mine forhandlingsevner. Ud over transporten fik hver mand 20 kr. for at spille hele aftenen.

Det efterår blev det til yderligere 8 klubaftener på Kirkeskoven. Jeg kan nævne to højdepunkter: Besøg af New Orleans Ramblers og Svend Halbergs Trio den 24. september, hvor der var mødt 200 mennesker og aftenen med Papa Dib d. 29. oktober. Ved en klubaften var reporteren O’Niel fra Vordingborg Dagblad til stede og han har i en meget stemningsfuld artikel fortalt om klubben.

Med udgangen af december blev jeg og Ole hjemsendt efter endt militærtjeneste. Jeg tog hjem til et kontorjob og blev kort tid efter udsendt til Tyskland for mit firma. Dermed ophørte mit engagement både i klubben og i orkesteret.

Ole skulle fortsætte i Håndværkerbanken, hvor han var udlært, men efter kort tid vendte han tilbage til Vordingborg og fik job i Banken for Vordingborg og Omegn. Det var ”Club Saint Louis” og Dixieland Youngsters der trak - og i de følgende år var han idémanden bag mange fashionable bands besøg i klubben. Jeg ved med sikkerhed, at både det berømte Dutch Swing College fra Holland og Papa Bue adskillige gange spillede i Vordingborg og at selveste jazzklarinettisten Milton ”Mezz” Mezzrow - en af de gamle koryfæer fra jazzens barndom har spillet her. Desværre omkom Ole ved en tragisk færdselsulykke i august 1968.

Hvorfor gik vi i gang med dette projekt for snart et halvt århundrede siden? Orkestret fik spillet noget musik, Ole og jeg fik et fristed fra militæret og alle havde det sjovt. Som tillægsgevinst var der både lokal status og lommepenge. Der var grøde i den traditionelle jazz sidst i 50-erne - og det er dejligt at se, at der her i Vordingborg stadig er gang i den ægte, gamle JAZZ.

.