Arrangementer

.

.
Fredag den 07.03.2008 - Phil Mason's New Orleans All Stars
.
Så blev det atter jazztid. Turen gik som sædvanligt fra Greve ned over Bogø til vennerne, der glædede sig til at vi skulle med igen til en hyggelig aften i Kirkeskovspavillonen. Det var jo en sand fornøjelse at se så mange gæster, 95 personer, da jeg tidligt på aftenen spurgte om hvor mange der var kommet. Der var lidt røre i andedammen, da vi begyndte at se medlemmer af Goose Town dukke op, selvfølgelig kunne det jo være, at de bare skulle være gæster, men det besøgende orkester var blevet forsinket i Dover, så jazzdrengene fra Vordingborg var indforskrevet som backup, hvis aftenens orkester ikke nåede frem til aftalt tid. Det var sikkert også lidt besværligt at beregne ankomsttiden helt præcis, da de kom helt fra Skotland, og da de endelig landede i Vordingborg, havde de været 24 timer under vejs.

Da vi landede på parkeringspladsen, det var lidt vådt og tåget, så vejret satte ikke ligefrem humøret på højkant, men da vi så forretten til aftenens menu linet op på bordet, steg barometeret et par grader, og efter forretten, hvor det var tid til en smøg udendørs, kunne vi ikke undgå at se den store Mercedes 310 D der holdt foran døren. Dybe flystole, og ekstra bagageplads bag i bussen. Det var en rigtig tourbus med engelske nummerplader.

Jo så var orkestret ankommet. Hurra for det, det var noget af en fornøjelse at lytte på. Med klassikere som ”Roses of Picadilly”, ”Indiana”, ”Paper Moon”, “Running Wild,” og “Most of All” så var stilen lagt med det samme. Første sæt skulle nok lige bruges til opvarmning og til at få trætheden ud af kroppen, men så kom der ellers fut i fejemøjet. Musikken var det vi lidt ældre tilhørere nok ville kalde ”garagejazz” d.v.s. musik fra den gang, hvor der kun var en mikrofon der skulle dække hele orkestret, det var som at lytte til en af de gode gamle 78’ere med livgivende jazzmusik, vi manglede blot lyden af gramofonstiften, så havde det været helt autentisk.

Det var jazzmusik med sjæl. Det blev selvfølgelig ikke dårligere ved hver slutning af sættene, at der kom sang på. Christine Tyrrell var lige det incitament, der satte prikken over i’et, og sammen med de velspillende gamle jazzdrenge, fik vi en oplevelse af sang og musik der var helt på toppen.

Jeg fik en lille sludder med Finn Christiansen fra Goose Town og fik at vide, at vores eget lokale band faktisk for 25 år siden havde lagt øre til Phil Mason, da han spillede sammen med ”Max Collier’s Rythm Aces”, hvilket var før de selv startede op, se det er jo en lidt sjov historie. Jeg fik ikke spurgt om hvad han mente om dem i dag, men det var også ligegyldigt, for det så ud til at bandet hyggede sig ved ”blot” at være tilhørere.

Jamen hvem er så dette band: ”Phil Masons New Orleans Allstar”
Den besætning vi hørte blev dannet i 1992, under ”The Isle of Bute” jazzfestival. Nogle af medlemmerne spillede tidligere i ”The Max Collier’s Rythem Aces” og nogle blev håndplukket fra andre bands. Sangerinden, Christine Tyrrell, født på Jamaica, passede som hånd i handske til stilen og ”sounden” som orkesteret leverede. Det blev en mindeværdig jazzoplevelse den gang. Senere har bandet haft sin sejrsgang over det meste af Europa, og Cd’en fra det år, blev kåret som det bedste af ”UK Music Industries Association”.

På grund af Christine Tyrrell’s stemme og hendes erfaring med blues og gospelsang, er bandet velkendt i mange engelske kirker, som gennem tiden har afholdt gospel og jazz koncerter. Der har siden bandet blev samlet kun været to udskiftninger af medlemmerne. En af veteranerne, trommeslager og sanger Ron McKay stoppede på grund af helbredet og han blev erstattet af Laurie Chescoe, som også er veteran med sine i dag 74 år.

Misky Cooke på trombone har spillet sit horn siden 1960, og må også derfor kaldes jazzveteran. Han har bl.a. spillet sammen med Terry Lightfood og forlod Acker Bilk for at slutte sig til Phil Mason.

Trevor ”fingers” Williams er ”Benjamin” i orkestret med sine blot 55 år, men hans spil er så sublimt, at han har mange år endnu.

Roger Myerscough på klarinet og sang sluttede sig til bandet i 1998, og med sit ekstrainstrument, barytonsax, har han leveret en ny sound til bandet.

Vi skal selvfølgelig ikke glemme Tony Pitt på banjo. Det er også en herre der vil og kan noget. Han har spillet sammen med Chris Barber, helt tilbage i 1956 og senere med Kenny Ball og Terry Lightfood. Han sluttede sig til bandet sammen de andre i 2007.

Som afsluttende bemærkning til aftenens band, som spillede r….. ud af bukserne, må jeg med en vis form for musikalsk kærlighed kalde bandet noget af det bedste pensionistjazz jeg længe har hørt. De ved hvad det vil sige at få folk op af stolene.

Jeg kan lige nævne, at man kan gå ind på bandets hjemmeside, www.philmasonallstars.com her kan man se de 10 cd’er de har udgivet, der er både jazz og gospel, hvor flere af gospelkoncerterne er optaget i forskellige kirker.

Inviter dem bare en anden gang, men så sørg for at de kommer lidt tidligere frem, så vi kan få mange ekstranumre!

Tak for en god aften.
Vibeke og Bjarne i Greve

.
Tryk på billederne for stor størrelse.
Tryk Tryk Tryk Tryk
Tryk Tryk Tryk Tryk
Tryk Tryk Tryk Tryk
.
“Phil Mason’s New Orleans All-Stars’ internationale popularitet og verdens-renome er blevet skabt af en gruppe karismatiske musikeres naturlige talenter, humoer, hjertevarme og en hoej underholdnings- og musisk standard. Professionel praesentation og sikkert valg af numre - fra et stort repertoire - svarende til koncertens stemming er vigtige faktorer I deres success.

Band’ets kendemaerke er deres enestaaende ensemble-arbejde, styrket af individuelle, flotte solonumre og et konstant samspil mellem front line og den pulserende rytmesektion.

Man maerker en vidunderlig rapport mellem musikere og Jamaica-foedte sangerinde Christine Tyrrell, en meget anerkendt vocalist beroemt for hendes fremfoerelse af nogle smukke og bevaegende spirituals, gospel og blues numre som er meget elsket af publikum.

Resultatet af deres specielle New Orleans stil – samtidig med nogle melodiske sange af andre medlemmer af band’et (plus 1 eller 2 overraskelser hen ad vejen!) – er en pulserende og dog afslappet begejstring som maaske ikke ofte findes I vore dages traditionelle jazz scene. Publikum af alle aldre reagerer positivt paa denne levende udstraaling – hvilket kun er godt nok da vore ‘All Stars’ ikke kan spille paa anden made.
.
Phil Mason’s New Orleans All-Stars
Tryk og se Phil Mason’s New Orleans All-Stars' hjemmeside
Tryk og se Phil Mason’s New Orleans All-Stars' hjemmeside
.